1512 Lage Urne |
Ligsten
Andre af slægten
|
Det er ikke helt forkert at tale om Lage Urne som den sidste i rækken af katolske Roskildebisper. Hans efterfølger Joachim Rønnow blev aldrig konsekreret og fik aldrig pavens stadfæstelse, og med ham er vi allerede langt inde i de store omvæltninger. Lage Urne var livet igennem den store prælat med hele den biskoppelige magt og rigdom i behold, og han lukkede sine øjne sikkert uden at ane det fulde omfang af den syndflod, som skulle komme efter ham. Lage Urne var af fornem slægt, og han var langt fra uden adelsstolthed. Han fødtes på den fynske herregård Brolykke i 1468, fik som ung en grundig videnskabelig uddannelse og studerede ved flere udenlandske universiteter, hvor han tog magister- og senere doktorgraden. Hans første trin på den gejstlige embedsstige var et kanonikat i Roskilde (fra 1497), derefter biskop Niels Skaves kansler. Han blev kantor i Roskilde og fik desuden kannikkepræbender i Århus og Lund. Kong Hans benyttede ham som diplomatisk sendemand til den tyske kejser, og kort efter blev han kansler hos prins Christian, den senere Christian II. 1512 blev Lage Urne biskop i Roskilde efter først at have måttet underskrive en formelig håndfæstning til kapitlet. Lave Urne blev året efter (januar 1513) viet som Roskildebisp i Ribe. Han blev indviet af den nye ribebisp Ivar Munk, og til stede var kong Hans og dronning Christine, som straks efter begav sig til Aalborg via Viborg. På vejen mod nord snublede kongens hest i Tarm kær, og han fik knubs, blev våd og forkølet. Det så egentlig ikke ud af noget, men i Aalborg måtte kongen gå i seng og 20/2 døde han 58 år gammel.
I 1515 modtog biskop Lage Urne på Hvidøre strand som repræsentant for folket Christian II's dronning, den purunge Elisabeth. Stående på et pragtfuldt tæppe sammen med kongen, dronningen og enkedronningen holdt bispen, mens regnen silede ned, en lang latinsk velkomsttale, men den lille dronning var så træt og medtaget af sørejsen, at hun ikke evnede at stå op så længe, hendes hofmesterinde satte sig da på tæppet og tog det 14-årige pigebarn på skødet.
En tid var forholdet mellem kongen og rigets øverste kansler godt, men kongens hårde fremfærd mod kirke og gejstlighed fik venskabet til at briste. Lage Urne sluttede sig i 1523 til Frederik I og opsagde i et brev kong Christian huldskab og troskab; han havde vel håbet, at den nye konge ville dæmme op for kætteriet og lutherdommen, men han blev som så mange andre skuffet. Kong Frederik I belønnede bispen ved at forlene ham med Hørningsholm. Mere og mere trængtes den katolske kirke, men inden det blev helt galt, lukkede den sidste rigtige Roskildebisp 1529 sine øjne på borgen Bistrup.
Tre dage før sin død havde Lage Urne lavet sit testamente, et bemærkelsesværdigt dokument. Intet i det røber, at det er affattet af en mand, der har set afgrunden åben foran sig. Ingen kan nu afgøre, om han ikke har kunnet eller ikke har villet se. Det begynder med, at han anbefaler sin usle og syndige sjæl til den himmelske kejserinde jomfru Marie, hendes velsignede moder Skt. Anna, martyren Skt. Lucius, apostelen Andreas og til ærkeengelen Mikael. Dernæst følger listen over de mange gaver: til domkirken og til flere af dens altre, til kongefamilien, til kirker og gilder, til gejstlige og adelige lige til portnerne på bispeborgene og til Jens på Hjortholm med den ene hånd. Det slutter med mange almisseuddelinger i form af klæder, sko, mad og badstuegang, også ud i fremtiden "til evig tid... hvert år efter vor død. Til sidst beklager bispen, at han ofor det svare arbejde... både i rigens og den hellige kirkes ærinde har glemt meget, især at gøre almissegerninger. Og endelig er der nogle Tamper i Roskilde og Bistrup, der skal funderes evige".
Lage Urne havde vist sin domkirke megen omhu. Han lod dens blytag erstatte med kobber og kirken dekorere indvendig . Denne dekoration blev bevaret lige til den store restaurering i 1860'erne, da man i stedet fremdrog de ældre, nedenunder liggende ornamenter fra 1200-tallet. Desuden har han ladet de legemsstore billeder af kirkens gamle stiftere: Harald Blåtand, Estrid, Sven Estridsen og bisp Vilhelm male på pillerne i højkoret. Nedenunder billederne lod han opsætte pergamentsblade med latinske digte, rimeligvis lavet af ham selv.
Lage Urnes omhu for Saxo ses af, at han ikke alene sørgede han for, at hans bog blev trykt på værdig måde, men han fastholdt traditionen om Saxos grav ved over den nøgne gravsten i nordre korsgang at opsætte en pergamentstavle med et latinsk æresdigt, senere erstattet med en trætavle. Også andre steder end i domkirken viste bispen veneration for historiske personer. Det var således ham, der i Ringsted Kirke skaffede Erik Plovpenning den grav, hvori han har fået lov at hvile den længste tid.
Om Lage Urne minder desuden den statelige, tresædede celebrantstol, som bærer Danmarks, domkirkens og Urnernes våbner. Den må oprindelig have haft sin plads i højkoret i domkirken, nu i Skt. Birgittes Kapel.
Lage Urne gav Vindinge Kirke den "Lille Klokke" 1526.
Paul Helgesen giver biskop Lage Urne dette eftermæle: "Naturen selv, alskabningens moder eller rettere sagt naturens skaber Gud, havde skænket denne mand visse udmærkede gaver, så at han i oplysning, lærdom, veltalenhed og ved den sædelige alvor, han viste i forskellige retninger, overgik samtlige rigets biskopper. Ved disse egenskaber hævdede han med stor klogskab sin stillings myndighed, så ingen fandt på at foragte den; men da han tillige i hele sin fremtræden havde et lidt strengt præg, undgik han dog ikke, at visse folk, der hadede den biskoppelige værdighed, tilskrev dette stolthed og overmod". Paul Helgesen lægger ikke skjul på, at bispen havde taget for meget hensyn tit sine slægtninge og sørget godt for dem ved forleninger med bispestolens gårde ved at give dem præbender og på anden måde. Heller ikke hans adelsstolthed bliver stukket under stolen. Og lektor Paul slutter sin bedømmelse med de ord: "Efter denne værdige faders død begyndte straks Roskildekirkens forfald".
Den strenge og værdige prælat har samtidig haft et digterisk gemyt. Det viser en lille samling latinske vers af Lage Urne, som er overleveret. De forråder en stor kærlighed tit Sjællands yppige natur, som har behaget fynboen, og en stille glæde over landlivet på de biskoppelige gårde. Samtidig viser de hans afsky for lutheranerne og frygt for, hvad fremtiden kunne bringe.
Mere
om Lage Urne fra Dansk Biografisk Leksikon (1887 - 1905).
"Biskop, var en Fynbo af Fødsel og Søn af «store» Hr. Jørgen U. til
Brolykke (d. 1480) og Kirsten Krumstrup. Bestemt til den gejstlige Stand har han
vistnok gaaet i Skole i Odense; thi der fra blev han 1490 immatrikuleret ved
Universitetet i Greifswald, hvor han Aaret efter tog Bakkalavrgraden. Siden
begav han sig til Rostock, hvor han blev Magister artium. Det er sandsynligt, at
hans Rejser have strakt sig videre til flere af den Tids Højskoler. At han har
brugt sine Ungdomsaar til Erhvervelse af en efter Tidens Lejlighed grundig
videnskabelig Dannelse, tør med Vished antages. Efter sin Hjemkomst forekommer
L. U. første Gang i Marts 1496, da han som offentlig Notar udfærdigede et
Vidne om en Retshandling paa Sjællands Landsting i Ringsted, hvorved Biskoppen
i Roskilde gjorde Forbehold gjældende vedrørende sine formentlige Rettigheder
til Kjøbenhavns Slot og Stad. 1497 nævnes L. U. som Kannik i Roskilde og
Biskop Niels Skaves Official. Fra 1499 af var hanBiskoppens Kansler. 1504
nævnes han som «Decretorum doctor» og «Cantor principalis» i Roskilde
Domkapitel, 1507 tillige som Kannik i Lund og Aarhus, da han «in majori domo
consulatus Hafniensis», hvor Universitetet havde sit Lokale, «med største
Berømmelse i de skotske Gesandters Nærværelse holdt en Tale om Kirkernes
Immunitet». 1511 var han Kong Hans’ Sendebud til Kejser Maximilian i Tyskland
for at bringe Kejseren til at tage Danmarks Parti i dets Strid med Lybek, noget,
der dog ikke lykkedes. Snart efter blev han Kansler hos den udvalgte Prins
(Christian II). Biskop Johan Jepsen Ravensbergs Afstaaelse 1512 aabnede ham
Vejen til Roskilde Bispestol, efter at Pavens Stadfæstelse var erhvervet, og en
temmelig Stræng Forpligtelse til Domkapitlet var udstedt, hvorpaa Bispevielsen
endelig foregik i Jan. 1513 i Ribe Domkirke ved Biskop Iver Munk i Kong Hans’
og Dronning Christines Nærværelse. I denne sin ny Egenskab var det, at L. U. i
Avg. 1513, i Henhold til Pave Leo X’s Tilladelse, absolverede Christian II,
som knælende og ydmygt havde begjæret det, fra de kirkelige Straffe, hvortil
han maatte være hjemfalden ved sin Adfærd mod den afdøde Biskop Carl af
Hammer.
Som allerede denne kirkelige Handling antyder, var det en betydelig Indflydelse
baade paa Kirkens og paa Statens Anliggender, L. U. kom til at øve. Som Biskop
i Roskilde var han nemlig Rigets øverste Kansler, hvorved han fik meget at
gjøre med inden- og udenrigske Forhold, noget, der laa godt for ham, da han
baade havde megen Interesse for Statssager og besad heldige Evner til
deres Behandling. Stillingen som Biskop i Roskilde medførte tillige, at L. U.
var Kansler og Patron for Kjøbenhavns Universitet, l den Indskrift, som i sin
Tid fandtes paa den i Aaret 1512 indrettede Universitetsbygning, betegnes han
som «pietatis imago», hvoraf synes at fremgaa, at Professorerne have haft et
godt Haab om, at hans Styrelse skulde blive til Held for Universitetet, et Haab,
som vel ogsaa under roligere Forhold havde kunnet gaa i Opfyldelse, da L. U.
utvivlsomt paa sin Maade var en Ven af Videnskaberne, hvad han bl. a. lagde for
Dagen ved sin Opfordring (1512) til Christiern Pedersen om at faa Saxos
Historieværk trykt hos en dygtig Bogtrykker, saa det kunde blive Udgiveren til
Hæder og Fædrelandet til uforgængelig Ære. Men under de stærke Brydninger,
som den fremtrængende Reformation forvoldte, synes Biskoppen til Dels at have
tabt Fatningen, i alt Fald var det en tarvelig Udvej, han, for at hindre
Kjætteriets Indtrængen ved Universitetet, valgte, da han 1527 fra sit Slot
Hjortholm dekreterede, at ingen maatte høre theologiske Forelæsninger, med
mindre han var Bakkalavr eller Præst eller paa anden Maade havde godtgjort, at
han havde tilstrækkelig Dømmekraft. Det var heller ikke et Vidnesbyrd om
Aandsmagt, naar L. U. sammen med Ove Bille i Aarhus ved gyldne Løfter – og
dog forgjæves – 1528 søgte at lokke en berømt tysk katholsk Theolog her til
Landet for ved ham at blive forsynet med Vaaben mod Lutheranerne. Hvor lidt den
ellers i flere Henseender agtværdige Biskop skjønnede, hvad der tjente til
Kirkens sande Tarv, fremgaar af det Svar, han i Jan. 1517 gav Christian II, da
denne havde forlangt hans Erklæring, om man kunde tillade pavelige
Afladshandlere (Arcimbold o. a.) at drive deres Forretning her i Landet. Havde
L. U. set saa klart i Sagen som Lektor Povl Helgesen, da havde han sikkert givet
Kongen et bedre Raad end at tillade Forkyndelsen af «Romerkirkens Naader og
Aflad» og hellere fraraadet et Skridt, der kom til at bidrage til den nævnte
Kirkes Fald. Et lysere Billede af L. U. som kirkelig Tilsynsmand yde de
Synodalstatuter, han 1517 udstedte for sit Stift. Ligeledes tiltales vi af den
Omhu, han viste for at hædre Fædrenes Minde, ved i Roskilde, Ringsted og Sorø
Kirker at oprette eller forny Mindesmærker over berømte og fortjente fædrelandske
Personligheder.
Fæste vi Blikket paa L. U.s Stilling i Staten, da var den meget fremragende.
Alene den Omstændighed, at han som Biskop i Roskilde Stift, hvortil Rygen den
Gang hørte, var Besidder af mindst 20 Hovedgaarde, til Dels bortforlenede til
Slægt og Venner, ikke at tale om hans øvrige rige Indtægter, maatte give ham
en stor verdslig Magt. Ved sin ærefrygtindgydende Personlighed, sin
Verdensklogskab og Dannelse ragede han frem blandt Rigets Stormænd. Ved en
enkelt Lejlighed har han vel endog følt sig som Ordfører for hele Folket, den
Gang han i smukke og velvalgte Ord 10. Avg. 1515 bød den unge, skjønne
Dronning Elisabeth velkommen, da hun traadte i Land paa Danmarks Jord. En Tid
lang synes hans Forhold til Christian II at have været godt, og Kongen satte
Pris paa hans Troskab og Duelighed. Vanskeligere blev Stillingen, da Kongen
udfoldede sine avtokratiske Planer, og da han lagde de tunge, forhen ukjendte
Byrder paa Kirkens Personer og Ejendomme for at skaffe Midler til sine Felttog i
Sverige. Dertil kom Kongens tyranniske Fremfærd ikke blot mod Biskop Jens
Andersen Beldenak i Odense, men især mod de svenske Bisper, som han «uden
Skriftemaal» lod henrette, og endelig hans Indsættelse af en saa uværdig
Person som Diderik Slagheck paa Lunds Ærkesæde. Alt dette har utvivlsomt
forvoldt L. U. mange urolige Timer. Da det store Frafald begyndte i Febr. og
Marts 1523, søgte Biskoppen vel først at indgyde Kongen Mod; men snart
forandredes hans Holdning. Under Foregivende af, at han ikke følte sig sikker
for Sigbrits Efterstræbelser, flygtede han først til sit faste Slot Dragsholm
og siden til Jylland. Her fra skrev han 28. Marts til Kongen og advarede ham mod
de Personer, han satte sin Lid til, men tilbød ham dog endnu sin tro Tjeneste,
om han vilde vise sig gunstig mod Roskilde Domkirke samt Biskoppens Gods og
Ejendom, Slægt og Venner. Faa Dage derefter gik L. U. dog den ny Hersker til
Haande ved hans Ankomst til Aarhus. Først 8 Dage senere (10. April) tilskrev
han fra Horsens Christian II et langt Brev, hvori han, efter at have foreholdt
ham hele hans Synderegister, endte med at opsige ham Huldskab og Troskab. Brevet
er dog vistnok ikke kommet Kongen i Hænde, da denne allerede 13. April forlod Fædrelandet.
For øvrigt paatrænger sig den Formodning, at naar L. U. i det nævnte Brev
udtaler sig paa en saa uvant Maade over for Kongen, har han bragt i Erfaring, at
2 af hans sjællandske Herregaarde siden hans Bortrejse vare hærgede og
udplyndrede af en af Kongens hengivne Tjenere, Niels Pedersen Halveg.
Da Frederik I var bleven Herre i Landet, har L. U. vistnok ventet bedre Tider.
Kongens Haandfæstning, der er udstedt i Roskilde (3. Avg. 1523) under
Biskoppens Øjne, om ikke netop ved hans Pen, indeholder Forpligtelsen til «aldrig
at tilstede nogen Kjætter, Luthers Disciple eller andre, at prædike eller lære
lønlig eller aabenbarlig imod den helligste Fader Paven eller Romerkirken»,
men at straffe Saadanne paa Liv og Gods. Ved Kongekroningen 1524 forpligtede
hele Rigsraadet med L. U. i Spidsen sig desuden til paa enhver Maade med Magt at
afværge Kjætteriet. Men nogle Aar derefter viste det sig, at det Værn, man
havde søgt at bygge for den gamle Kirke, dog ikke kunde dæmme op mod den ny
Tidsstrømning. Her skal kun berøres de lange Forhandlinger, som paa
Herredagene i Odense 1526 og 1527 førtes angaaende Kirkens Stilling. L. U.
sammen med Biskop Ove Bille satte al Kraft ind paa at hævde Kirkens gamle
Rettigheder. Men Adelens Misundelse over Bispernes og Prælaternes Rigdom og
Magt samt Kongens faste Holdning førte dog til, at Forhandlingerne endte med et
Kompromis, der kun gav liden Sikkerhed for den katholske Kirkes Fremtid.
Efter at han saaledes havde gjort det mest mulige for fremdeles at hævde
Kirkens Stilling i Staten, afsluttedes L. U.s Liv 29. April 1529. Han døde paa
sin Gaard Bistrup ved Roskilde faa Dage efter at have oprettet et Testamente,
hvori han havde betænkt en Mængde kirkelige Stiftelser samt talrige gejstlige
og verdslige Personer med betydelige Gaver. I St. Laurentii Kapel ved Roskilde
Domkirke stedtes han til Hvile.
Nogen Aandens Stormand var L. U. vel ikke; men ved Lærdom, Veltalenhed, Klogskab samt sædelig og værdig Holdning ragede han dog frem som en af de betydeligste Mænd i sin Tid. Povl Helgesen, der sætter ham højt, mener dog, at han ikke kan frikjendes for Stolthed af sin fornemme Byrd og for utilbørlig at have begunstiget sine Slægtninge med Tilsidesættelse af «Christi fattige»; men han tilføjer: «Strax efter denne ærværdige Faders Død begyndte Roskildekirkens Forfald», en Anerkjendelse af, at L. U. havde dannet et Værn mod de nye Anskuelser, der allerede havde grebet saa mange, men dog ikke havde kunnet vinde nogen betydelig Indgang i Roskilde Stift, saa længe denne Biskop stod for Styret. – For nogle Aar siden fandtes i et Exemplar af et af Krantz’ historiske Skrifter en lille Samling latinske Vers af L. U., optegnede af en af hans gejstlige Omgivelser. De røbe en levende Sans for den sjællandske Naturs Ynde og Glæde over det landlige Otium, naar Biskoppen færdedes om paa sine Gaarde, men ogsaa stor Afsky for Lutheranerne og Frygt for, hvad den fremtrængende Humanisme bar i sit Skjød."
Slægten Urnes våben: Et gråt ørneben med gul klo på blå baggrund. På hjelmen to ørneben som dem i skjoldet.